Ved rodbetændelse sker der en ophobning af bakterier i og omkring tandens rod. Ved en almindelig rodbehandling renser tandlægen ud i rodkanalen og forsegler denne, så der ikke længere er grobund for bakterier.
Almindelige rodbehandlinger har en god prognose (85 % succesrate). Udformningen af tændernes rødder har i høj grad indflydelse på chancerne for succes med rodbehandlingen.
Hvis det ikke er lykkedes at forsegle rodkanalen ordentligt, og der fortsat er betændelse omkring roden, kan det blive nødvendigt at foretage en ”omvendt” rodbehandling. Denne behandling består i, at fjerne den betændte rodspids, og forsegle rodkanalen i den resterende del af roden med en fyldning ”nedefra” (en retrograd rodfyldning).
Der kan være flere årsager til, at der efter en rodbehandling fortsat kan være betændelse i området omkring roden.
Hvorfor er der stadig betændelse omkring roden?
Tænder sidder fast i kæben med en eller flere tandrødder. Hver rod indeholder en rodkanal med nerver og blodkar. Tænderne har, afhængigt af placering i munden, et forskelligt antal rødder og rodkanaler. For den enkelte tandtype kan antallet af rødder og rodkanaler også variere fra person til person. Der er således ikke to tænder der er ens, og nogen rødder og rodkanaler kan være udformet således, at de er meget vanskelige at rense ordentligt ud. Dette kan senere resultere i et behov for en retrograd rodbehandling, for at fjerne den resterende betændelse.
Kan man ikke nøjes med at give penicillin?
Penicillin kan afhjælpe den akutte tilstand omkring en rodspidsbetændelse; men penicillin fjerner ikke årsagen til infektionen, og er derfor ikke en tilstrækkelig behandling.
Symptomer
En rodspidsbetændelse kan være en meget ubehagelig tilstand med akutte symptomer. De mest almindelige er:
Hævelse
Afløb af pus
Ømhed ved tygning
Følsomhed for varme
Løsning af tand
En betændelsestilstand omkring rodspidsen på en tand, er ofte uden symptomer. Det er således gerne i forbindelse med anden undersøgelse, eller ved røntgenkontrol af en almindelig rodbehandling at betændelsen opdages.
Hvorfor behandle selvom det ikke gør ondt?
En betændelsestilstand, et hvilket som helst sted i kroppen, kan påvirke hjerte-karsystemet negativt, og kan i sjældne tilfælde give anledning til blodpropper og problemer med hjertet. Helingsprocessen er hos patienter med sukkersyge nedsat, og betændelse hos denne gruppe patienter vil medvirke til, at det bliver vanskeligere at regulere blodsukkerniveauet. Det er således vigtigt at få behandlet en eventuel betændelsestilstand, uanset hvor i kroppen den måtte forekomme.
Behandlingen
Det aktuelle område bedøves, og operationsfeltet afdækkes sterilt. For at få adgang til den inficerede rodspids, lægges der et lille snit, og tandkødet skubbes forsigtigt til side i området. Rodspidsen og cysten fjernes, og der laves en lille fyldning. Til sidst lægges tandkødet tilbage på plads og sys, og behandlingen kontrolleres med et røntgenbillede. Stingene fjernes efter ca. 10 dage.
Prognose og bivirkninger
Prognosen for retrograd rodbehandling er opgjort i mange studier, og svinger fra 60-90 %. Det er meget sjældent, at patienter oplever at have bivirkninger som følge af behandlingen. Let ømhed og hævelse de første par dage er dog normalt.
Comments are closed